AC Horsens-scoop: Forstærker angrebet med Marvin Egho

09.04.2024 09:59

Den stærke østrigske angriber har skrevet under på en treårig kontrakt og tiltræder til sommer.

AC Horsens har forstærket offensiven med tilgangen af Marvin Egho, der skifter fra Randers FC på en fri transfer efter sæsonen.

Marvin Egho har sat sin underskrift på en aftale frem til sommeren 2027, og han bliver det kommende transfervindues første væsentlige forstærkning på Langmarksvej, hvor det helt klare mål er oprykning til 3F Superligaen i næste sæson.

- Vi er glade for og stolte over, at en dygtig og rutineret angriber som Marvin Egho har valgt at fortsætte karrieren i AC Horsens, og der er ingen tvivl om, at han kommer til at løfte vores hold yderligere. Vi er i gang med et spændende projekt, hvor ambitionen er oprykning i næste sæson, og kontrakten med Egho er et klart signal om, at vi mener det seriøst, siger AC Horsens’ direktør Kristian Nielsen.

Marvin Egho glæder sig til at blive en del af AC Horsens.

- Jeg har haft en rigtig positiv dialog med AC Horsens, og jeg har fået et godt indtryk af klubben og den ambitiøse plan, der er blevet præsenteret. I første omgang gælder det om at rykke op i Superligaen i næste sæson, og derefter skal vi etablere os i den bedste række. Det glæder jeg mig til at være en del af, siger Marvin Egho.

Marvin Egho har spillet 190 kampe for Randers FC, og han står noteret for 54 mål og 31 assists.