Anton Karimi Mandrup er blevet udtaget til U16-landsholdet

19.04.2024 11:53

De danske talenter skal spille tre venskabskampe mod Polen, Kina og Rumænien.

Tidligere på måneden var Mads Leth Thomsen i aktion for U16 Future, og nu har U16-landstræner Søren Hermansen udtaget endnu et gult talent, og det er Anton Karimi Mandrup, der er blevet udtaget til U16-landsholdet.

Det er Rumæniens største by og hovedstad Bukarest, der danner rammen om landsholdsturen, og allerede på tirsdag den 23. april venter det første opgør mod Polen. På torsdag møder de rød/hvide talenter Kina, og lørdag den 27. april er det Rumænien, Danmark skal spille mod.

Akademichef Martin Bloch glæder sig over, at endnu en talentfuld AC Horsens-spiller er blevet udtaget af DBU.

- En dejlig nyhed for Anton Karimi Mandrup og klubben, at han i dag er udtaget til Danmarks U16-landshold. Anton har vist store fremskridt de seneste måneder og har haft flere optrædener på U19-holdet allerede – selvom han faktisk er førsteårs U17- spiller. Desuden har han medvirket i flere optræninger med førsteholdet. Målrettet, seriøst og dedikeret arbejde fra Anton på træningsbanen har lagt grundstenen for hans udtagelse. Hans venstreben samt offensive mod som venstre back gør ham i høj grad til en spiller med meget spændende potentiale – også internationalt, siger Martin Bloch og fortsætter:

- På akademiniveau kan vi glæde os over endnu en U-landsholdsudtagelse i dette forår (udover Frederik Roslyng, Hjalte Toftegaard og Mads Leth Thomsen), hvilket er et synligt bevis på et flot og struktureret arbejde af alle vores talentudviklere – ligesom udtagelsen understreger den sportsligt accelererende udvikling som hele klubben er inde i lige nu, lyder det fra Martin Bloch.