Fremgang for Manny Perez
25.04.2024 12:53
Manny Perez har smidt skinnen, og han har igen fået græs under støvlerne.
Det er efterhånden et par måneder siden, at Manny Perez blev skadet i hjemmekampen mod Kolding IF den 23. februar, men der er heldigvis fremgang at spore.
Perez har været igennem mange timer i fitnesslokalet, men nu har han fået fodboldstøvler på igen.
- Status lige nu er, at jeg har fået skinnen af, og jeg laver øvelser med Mads Damgaard på banen, men jeg skal jo selvfølgelig stadig styrketræne. Knæet føles godt, og jeg har ikke oplevet problemer. Andreas Adelskov (fysioterapeut) har hjulpet mig meget i processen og det er jeg glad for, fortæller Manny Perez.
Nu gælder det om at bygge yderligere på, og forhåbentlig bliver han aktuel til kampene senere på sæsonen.
- Planen er at fortsætte i gym og på banen med Damgaard, hvor vi jagter fremgang, og så skulle jeg forhåbentlig gerne træne med holdet om et par uger, siger Manny Perez.
Han havde kun været AC Horsens-spiller i halvanden måneds tid, da han blev skadet.
- Det er selvfølgelig frustrerende at blive skadet, når man har glædet sig til at spille og vise sine kvaliteter, men jeg kommer stærkere ud på den anden side og er endnu mere motiveret for at komme tilbage og hjælpe holdet, siger Manny Perez.