AC Horsens tager afsked med fire spillere

30.05.2024 07:56

I forbindelse med lørdagens hjemmekamp mod HB Køge tager AC Horsens afsked med Frederik Heiselberg, Frederik V. Kristensen, Jashar Beluli og Marcus Bobjerg.

AC Horsens runder sæsonen af med hjemmekampen mod HB Køge lørdag den 1. juni klokken 15.00, og traditionen tro tager ”de gule” afsked med de spillere, der ikke skal være en del af klubben efter sommerferien.

Inden kampstart vil AC Horsens’ direktør Kristian Nielsen overrække blomster til Frederik Heiselberg, Frederik V. Kristensen, Jashar Beluli og Marcus Bobjerg, der alle forlader klubben på Langmarksvej.

- Der skal lyde en stor tak til alle fire spillere for at have ydet en professionel indsats i den gule trøje, og vi ønsker dem alt det bedste fremover. En særlig tak for indsatsen skal der lyde til Marcus Bobjerg, der har repræsenteret samtlige akademihold. Han vendte tilbage til AC Horsens efter et ophold hos Skive IK for tre år siden, og han er en rigtig Horsens-dreng, der har været en fantastisk repræsentant for os på og uden for banen, siger Kristian Nielsen.