U14, U17 og U19 deltager i internationale turneringer
17.05.2024 05:56
Tyskland og Holland bliver destinationerne, når de gule talenter skal i kamp de kommende dage.
I den kommende weekend er der ingen af akademiholdene, der skal spille turneringskampe, men til gengæld får U14,- U17- og U19-spillerne international erfaring.
U17-mandskabet skal deltage i en turnering arrangeret af TSV Plattenhardt i udkanten af Stuttgart i Sydtyskland, og her er ”de gule” i pulje med TSV Plattenhardt, MFK Karviná og SGV Freberg.
AC Horsens spiller den første kamp i morgen, lørdag, klokken 11.00, og turneringen slutter med finalen på mandag klokken 16.00.
Fredag morgen satte U19-holdet kursen mod turneringen Karel Stegeman Toernooi i Holland, og her kan de glæde sig til at blive matchet godt mod klubber fra Holland, Belgien og Nigeria.
Lørdag klokken 13.00 åbner U19-mandskabet turneringen med kampen mod Garden City Panthers fra Nigeria, og turneringen slutter først med finalen mandag eftermiddag.
U14-talenterne skal deltage i Edeka Ristow Cup 2024 og er i pulje med Vejle, Holstein Kiel og FC Lok Leipzig. Der er tale om en endags-turnering, og kampene spilles lørdag den 18. maj.
For to måneder siden var U17 og U19 i Tyskland for at spille mod blandt andre Hertha Berlin, og akademichef Martin Bloch glæder sig over, at de gule talenter endnu engang skal matches internationalt.
- Det betyder meget for os, at vi kan tilbyde vores spillere en tur, hvor de kan bygge på sportsligt og socialt, og det er gavnligt for deres udvikling at blive matchet på et internationalt højt niveau, siger Martin Bloch.
Foto: Rsfoto