Anton og Oscar Karimi Mandrup er udtaget til U17-landsholdet

24.06.2024 15:00

De talentfulde tvillinger er blevet udtaget til en internordisk turnering i Sverige.

AC Horsens fortsætter med at præsentere gode nyheder fra Akademiet, og denne gang er det med Mandrup-tvillingerne i fokus.

U17-landstræner Søren Hermansen har nemlig udtaget både Oscar Karimi Mandrup og Anton Karimi Mandrup til en internordisk turnering i svenske Sundsvall fra den 30. juli til den 7. august, og her venter tre landskampe mod Finland, Norge og Sverige. 

Akademichef Martin Bloch glæder sig over, at tvillingerne er blevet udtaget til U17-landsholdet. 

- Det er en yderst glædelig nyhed, at både Oscar og Anton Karimi Mandrup i dag er udtaget til U17-landsholdet – begge spillere har henover foråret taget meget flotte skridt – kulminerende for begges vedkommende med debut på førsteholdet i NordicBet Ligaen. Udtagelsen er samtidig en understregning af drengenes stærke mindset på trænngsbanen og konstante sult for at videreudvikle sig.  Nu gælder det om for Anton og Oscar at vise sig godt frem i den rød/hvide trøje, gribe chancen og vise at de kan præstere iblandt de allerbedste i deres årgang. Nyheden understreger også endnu engang det hårde arbejde fra vores talentudviklere på Akademiet – historisk flot at AC Horsens har to udtagne spillere i en U17-landsholdstrup på samme tid, siger Martin Bloch.