Marius Broholm bliver U13-cheftræner i AC Horsens

13.06.2024 08:00

Broholm kommer til at udgøre trænerduoen sammen med den nuværende U13-assistent Oliver Troelsen, der har forlænget sin kontrakt.

For et par uger siden kunne AC Horsens offentliggøre, at klubbens nuværende U13-cheftræner Anders Maltesen bliver fuldtidsansat fra sommer og skal fungere som U15-ligaassistent og intern børneudviklingstræner.

Nu har ”de gule” så fundet afløseren for Maltesen, og det bliver Marius Broholm, der overtager posten som cheftræner for det yngste akademihold.

Marius Broholm kommer til AC Horsens med en stærk teoretisk baggrund og har senest gennemført Talent ID 1, og han har trænererfaring fra TPI og Dalum IF, hvor han senest har været årgangsansvarlig og cheftræner for årgang 2009 samt ansvarlig for morgentræning i Dalum IF for U13-U17.

Han kommer til at udgøre trænerduoen sammen med den nuværende assistent Oliver Troelsen, der har forlænget sin kontrakt, og det glæder akademichef Martin Bloch med to så kompetente trænere i spidsen for U13.

- Vi er glade for igen at kunne tiltrække endnu en dygtig talentudvikler til vores akademi, som lige nu bevæger sig fremad med rigtig gode skridt. Marius kommer ind med rigtig god viden fra det mellemste segment, og han har værdifuld erfaring med sig fra et spændende talentmiljø i Dalum. Han vil helt sikkert via sin faglighed og relationelle/pædagogiske kompetencer blive en gevinst for vores kommende U13-årgang og trænergruppen på Akademiet generelt, siger Martin Bloch og fortsætter:

- Samtidig er vi glade for at vores nuværende assistenttræner på U13, Oliver Troelsen, har takket ja til en forlængelse. Oliver er en ambitiøs og hårdtarbejdende talentudvikler, som kommer til at supplere Marius Broholm rigtig godt omkring vores yngste akademihold, lyder det fra Martin Bloch.

Marius Broholm glæder sig til at blive en del af det gode miljø på Langmarksvej.

- Jeg ser skiftet til AC Horsens som et rigtig fint skridt i forhold til mine ambitioner med trænerkarrieren. Jeg har en følelse af, at der sker meget på talentsiden, og der er store ambitioner i klubben, hvilket passer mig rigtig fint, siger Marius Broholm.

Oliver Troelsen ser frem til at samarbejdet med Marius Broholm.

- Klubben har altid været en del af mig, og det har været en fed oplevelse at være U13-assistent det seneste år, der har budt på mange fede oplevelser med nogle gode drenge, der gerne vil blive bedre. Derfor er det det helt rigtige valg for mig at fortsætte i AC Horsens, siger Oliver Troelsen.

Oliver Troelsen