Sommerens opstartsprogram

04.06.2024 11:47

AC Horsens skal blandt andet på træningslejr i Holland som forberedelse til den kommende sæson.

I øjeblikket er spillere, trænere og ledere fra AC Horsens på sommerferie, og de lader batterierne op, så de er klar til en spændende opstart om tre ugers tid.

Trænerteamet med cheftræner Martin Retov i spidsen samler spillerne for første gang mandag den 24. juni, og under en måned senere skal alle være klar til sæsonpremieren i NordicBet Ligaen.

Allerede søndag den 30. juni klokken 13.00 spiller ”de gule” den første træningskamp mod AGF, og spillestedet er ikke fastlagt endnu, men hold øje med achorsens.dk og klubbens sociale kanaler.

Energi Nord Arena i Hjørring danner rammen om opstartens anden træningskamp, når AC Horsens møder Vendsyssel FF fredag den 5. juli klokken 14.00.

To dage senere tager AC Horsens afsted på træningslejr i Holland, og her venter en uge med både sportsligt og socialt udbytte. Holdet kan for alvor blive rystet sammen, trænerne kan dykke ned i detaljerne, og der skal spilles træningskamp mod PEC Zwolle lørdag den 13. juli klokken 14.00.

AC Horsens sætter kursen mod Langmarksvej igen søndag den 14. juli og kan se frem til en uge på træningsbanen, inden sæsonens første kamp venter.