AC Horsens forstærker defensiven med Sebastian Hausner
17.07.2024 08:00
Den stærke forsvarsspiller vender hjem til AC Horsens og har skrevet under på en fireårig kontrakt.
AC Horsens har hentet en række stærke spillere til klubben i dette transfervindue, og i dag er defensiven blevet forstærket med tilgangen af Sebastian Hausner.
Den 24-årige midterforsvarer er blevet købt fri af kontrakten med IFK Göteborg, som han skiftede til fra AGF for knap halvandet år siden, og han har skrevet under på en kontrakt med ”de gule” frem til sommeren 2028.
Sebastian Hausner har en fortid på AC Horsens’ akademi og var blandt andet anfører på U14-holdet, og sportsdirektør Esben Hansen glæder sig over, at Hausner igen skal repræsentere AC Horsens.
- Vi er glade for, at vi kan tiltrække en spiller af Sebastians kaliber, og det er altid dejligt at hente dygtige spillere med en fortid i klubben. Han er en spiller på vej ind i den bedste fodboldalder, og han har bevist, at han kan begå sig i Superligaen og i Allsvenskan, og vi har store forventninger til ham. Han har stået højt på vores ønskeliste, og vi glæder os til at se ham på Nordstern Arena Horsens igen, siger Esben Hansen.
Sebastian Hausner bestod lægetjekket tidligere i dag og har første træningsdag med sine nye holdkammerater her til formiddag.
- Det har været interessant at følge AC Horsens fra sidelinjen, og da jeg hørte om interessen, var det en nobrainer. Jeg har haft nogle gode samtaler med Esben Hansen og Martin Retov om det høje ambitionsniveau og viljen til at investere, og der er lagt en god, langsigtet plan, hvor der er tid til at udvikle tingene. Men allerede nu har klubben en kompetent stab og en kompetitiv trup, der skal kæmpe om de sjove placeringer, og det er meget tiltalende for mig, at jeg nu kan komme hjem og bidrage med mine kvaliteter, siger Sebastian Hausner.