AC Horsens forstærker sig med forsvarstalent fra FC København
08.08.2024 07:40
Mikkel Kupijbida har skrevet under på en toårig kontrakt.
AC Horsens har i de seneste dage forstærket U17-truppen med Mads Mollerup fra AB og Morten Ekberg fra FC København, og nu er endnu en FCK-spiller landet på Langmarksvej.
Det drejer sig om 16-årige Mikkel Kupijbida, der skifter med øjeblikkelig virkning på en kontrakt, der løber frem til sommeren 2026.
Akademichef Martin Bloch glæder sig over, at AC Horsens har formået at tiltrække endnu en talentfuld spiller fra FC København.
- Mikkel har vist sig rigtig godt frem hen over opstarten med U17-ligatruppen – bl.a. også under træningslejren i Skagen i sidste uge. Her understregede han sit gode potentiale – blandt andet via rigtig gode evner med bolden, stort mod generelt samt forudseenhed i flere dele af forsvarsspillet. Nu gælder det om at rykke Mikkel de næste niveauer frem imod vores stærke U19-program, som bliver den næste transition som venter forude, siger Martin Bloch og fortsætter:
- Med tilgangen af Mikkel ser vi en spændende U17-ligatrup med vores dygtigste spillere fra lokalområdet samt interessante nye spillere som kommer ind med værdifulde erfaringer fra stærke danske talentmiljøer, lyder det fra Martin Bloch.
Mikkel Kupijbida glæder sig over skiftet til AC Horsens.
- Folk har været utroligt flinke og har taget godt imod os, og man føler sig hurtigt som en del af holdet. Der er store ambitioner i AC Horsens, og klubben har været meget ærlig overfor mig, og jeg har fået et godt indtryk. Jeg var sammen med U17-holdet i Skagen, og drengene er mega flinke og gode til at tage folk med i fællesskabet. Nu glæder jeg mig til at komme i gang, og ambitionen er hurtigst muligt at komme på førsteholdet, siger Mikkel Kupijbida.