AC Horsens hentede den fjerde sejr i træk

11.08.2024 12:57

Sebastian Pingel og Oliver Kjærgaard scorede målene i 2-0 sejren over HB Køge.

AC Horsens gik ind til dagens udekamp i Køge med masser af selvtillid efter sejre over Hillerød, Esbjerg fB og Kjellerup IF, og det blev alle gode gange fire med en gul sejr på Capelli Sport Stadion.

Sebastian Pingel fik en stor mulighed for at give gæsterne en drømmestart allerede efter halvanden minuts tid, men han sendte bolden over mål fra tæt hold.

AC Horsens havde mange indlæg før pausen, og bolden var fortrinsvis i værternes felt eller på deres banehalvdel, og der var en række store chancer - blandt andet til Jakob Ankersen og Marvin Egho.

Det var derfor helt efter spil og chancer, at Sebastian Pingel kunne sende gæsterne i front efter kun 12 sekunders spil af 2. halvleg.

Flere gange var det lige ved og næsten for blandt andre Sebastian Pingel og Jakob Ankersen i 2. halvleg, og det var det også for indskiftede Kwaku Karikari. I det 74. minut sendte han bolden lige forbi stolpen, og otte minutter senere rundede han målmanden og sendte bolden i sidenettet.

En anden indskifter, Oliver Kjærgaard, havde også et par fine muligheder, og han lukkede kampen med 2-0 målet i overtiden.

AC Horsens skal i aktion igen fredag den 16. august klokken 19.00, når Kolding IF gæster Nordstern Arena Horsens. 

Opgøret mod Kolding IF er en del af NordicBet Liga Runden, og der vil være spændende aktiviteter i ugen op til og under kampen. Klik her for at købe billet til opgøret.

Klik her for at læse mere om kampen på Horsens Folkeblads hjemmeside.

HB Køge – AC Horsens 0-2 (0-0)
0-1 Sebastian Pingel (46.)
0-2 Oliver Kjærgaard (90.)

AC Horsens: Delac, Kallesøe, Hausner, Kolskogen, Madsen, Juul Christensen (Christ, 72.), Just, Herdonsson, Ankersen (Kjærgaard, 63.), Pingel, Egho (Karikari, 72.).

HB Køge: Bayrak, Larsen (Larsen, 83.), Gudmann, Bonnesen (Dorgu, 87.), Culhaci, Dhaflaoui (Khan, 46.), Jensen, Tue (Cachon, 63.), Rothmann, Jakobsen (Lawrence, 83.), Arias. 

Advarsel, AC Horsens: Juul Christensen (66.), Christ (79.)

Advarsel, HB Køge: Larsen (49.), Culhaci (85.)

Tilskuere: 889

Dommer: Jesper Nielsen