AC Horsens tager afsked med Søren Reese
26.08.2024 14:29
Parterne er blevet enige om at ophæve kontrakten med øjeblikkelig virkning.
69 kampe og tre mål står Søren Reese noteret for i den gule trøje, og den statistik bliver ikke udbygget i AC Horsens-regi, for efter en god og konstruktiv dialog er de to parter blevet enige om at ophæve kontrakten.
Søren Reese har repræsenteret AC Horsens ad tre omgange og samlet i to et halvt år, og sportsdirektør Esben Hansen takker ham for indsatsen i den gule trøje.
- Det er ikke hver dag, vi siger farvel til en spiller som Søren, der har spillet 69 kampe for klubben og som har 22 måneder tilbage af sin kontakt. Vi er dog nået frem til den konklusion, at han er for langt fra spilletid, og derfor er vi i al mindelighed blevet enige med Søren om at ophæve kontrakten. Vi siger farvel til en stor personlighed og en ikke uvæsentlig del af AC Horsens’ historie og ønsker Søren og familien alt det bedste, siger Esben Hansen.
Søren Reese møder ind og tager afsked med holdkammerater, trænere og administrationen i morgen.
- Jeg vil gerne sige tak for tiden i AC Horsens, der blev ad tre omgange for mit vedkommende, og jeg ønsker folk i og omkring klubben alt det bedste. Det er en god og spændende rejse, der er startet, siger Søren Reese.