2. runde blev endestationen for ”de gule” i Oddset Pokalen

04.09.2024 17:27

Viborg F.F. er videre i pokalturneringen efter en 4-0 sejr på Nordstern Arena Horsens.

Onsdag aften mødte AC Horsens Viborg F.F. i Oddset Pokalen, og det var gæsterne, der kunne glæde sig over en sejr på den gule hjemmebane.

”De gule” åbnede kampen med en startopstilling, hvor gennemsnitsalderen var under 21 år.

Kampen var jævnbyrdig, og der var kun produceret én nævneværdig chance i hver ende, da gæsterne midtvejs i 1. halvleg kom foran efter en tilfældighed, der opstod i forbindelse med et hjørnespark.

Tre minutter inden pausen øgede Renato Junior til 2-0.

Lige inden pausen forsøgte Adam Herdonsson sig med et fint skud mod det lange hjørne, men uden gevinst.

Muhamet Hyseni åbnede 2. halvleg med et fint skud, der strøg over mål, og i den anden ende var Charly Nouck tæt på ad et par omgange, men AC Horsens slap med skrækken.

I det 77. minut lykkedes det så gæsterne at score til 3-0, da Magnus Westergaard omsatte Charly Noucks forarbejde til en scoring.

Fem minutter senere fik Sebastian Pingel en fin mulighed for at reducere, men målmanden reddede.

Viborg F.F.’s Serginho Andrade lukkede kampen med 4-0 målet i det 89. minut.

Dagens opgør bød på debut til Karlo Lusavec, der var i startopstillingen, og Emil Frederiksen fik debut, da han blev skiftet ind i det 58. minut.

Klik her for at læse mere om kampen på Horsens Folkeblads hjemmeside.

AC Horsens skal i kamp igen lørdag 14. september klokken 17.00, når OB gæster Nordstern Arena Horsens. Klik her for at købe billet til kampen.

AC Horsens – Viborg F.F. 0-4 (0-2)
0-1 Nicolas Bürgy (22.)
0-2 Renato Junior (42.)
0-3 Magnus Westergaard (77.)
0-4 Serginho Andrade (89.)

AC Horsens: Hoff, Kolskogen (Larsen, 66.), Hausner, Roslyng, Christ, Lusavec, Kouassi (Frederiksen, 58.), Madsen (Kjærgaard, 66.), Herdonsson (Juul Christensen, 81.), Hyseni (Pingel, 58.), Karikari.

Viborg F.F.: Lund, Mbom (Christensen, 86.), Radic (Näsberg, 64.), Bürgy, Anyembe, Westergaard, Jørgensen (Kirkegaard, 75.), Vester (Søndergaard, 64.), Serginho, Renato Junior (Ementa, 75.), Nouck.

Advarsel, AC Horsens: Roslyng (11.), Hyseni (45.), Lusavec (51.)

Advarsel, Viborg F.F.: Radic (25.), Mbom (60.)

Tilskuere: 2.031

Dommer: Aydin Uslu