AC Horsens henter stort islandsk talent i FC København
10.01.2025 16:32
Galdur Gudmundsson er et af de største talenter i sin årgang, og han har skrevet under på en treårig kontrakt med ”de gule”.
Transfervinduet er åbnet, og AC Horsens har sikret sig den første forstærkning i form af 18-årige Galdur Gudmundsson, der er købt fri af kontrakten med FC København.
Den talentfulde islænding skiftede fra Breidablik til FC København som 15-årig og har været en stor profil for FC København gennem de seneste tre år. Han har spillet otte kampe for det islandske U19-landshold og står indtil videre noteret for i alt 15 ungdomslandskampe.
Han har valgt at fortsætte karrieren og den gode udvikling i AC Horsens, og det glæder sportsdirektør Esben Hansen.
- Galdur Gudmundsson er en meget spændende spiller og en dygtig atlet, som vi forventer os meget af. Han er lynhurtig og har klare offensive spidskompetencer, og han er ekstremt god mand mod mand. Han bliver anset som et af de største islandske talenter i 2006-årgangen, og han er blevet skolet godt gennem de seneste tre år i FC København, siger Esben Hansen.
Galdur Gudmundsson skifter med øjeblikkelig virkning, og han ser frem til at blive en del af AC Horsens.
- AC Horsens er en ambitiøs klub, der vil rykke op i Superligaen, og det vil jeg gerne være en del af, for jeg er en spiller med ambitioner. Jeg kan spille venstre eller højre kant, og jeg er hurtig, løbestærk og god i en mod en-situationer, siger Galdur Gudmundsson.