AC Horsens sænkede superligatopholdet Randers FC
29.01.2025 14:14
Dagens træningskamp blev spillet i Randers og sluttede med en 4-3 sejr til ”de gule”.
Det var bidende koldt på kunstgræsbanen lige ved siden af Cepheus Park, men tilskuerne fik blandt andet fin intensitet og syv mål at varme sig på i træningskampen, der strakte sig over 3 x 45 minutter.
Randers FC ligger nummer tre i 3F Superligaen, så der var lagt op til en hård matchning for "de gule".
AC Horsens blev reduceret til 10 spillere allerede i det 20. minut, da Abdul Moro modtog sit andet gule kort, men Frederik Juul Christensen blev sendt på banen, så gæsterne igen blev fuldtallige.
Mohamed Traoré scorede kampens første mål i det 36. minut, da han headede bolden ind bag Matej Delac, og i det 67. minut øgede hjemmeholdet til 2-0 på et skud, der ramte indersiden af stolpen.
I det 79. minut reducerede Yamirou Ouorou, da han prikkede bolden i nettet efter fint forarbejde af Marvin Egho, men Randers FC scorede i tredje halvleg til 3-1.
I det 107. minut blev Galdur Gudmundsson nedlagt i feltet efter et flot angreb, og Marvin Egho kanonerede straffesparket i kassen via overliggeren. I det 127. minut blev livlige Gudmundsson igen nedlagt i Randers-feltet, og Muhamet Hyseni scorede usvigeligt sikkert fra pletten til 3-3.
Det lignede slutresultatet, men AC Horsens blev ved med at jagte sejren, og 4-3 målet kom til sidst i kampen, da Mathias Frederiksen erobrede bolden på midten af banen, og Gudmundsson spillede bolden på tværs til Ouorou, der udplacerede målmanden.
AC Horsens har nu en uges tid på træningsbanen, inden holdet skal på træningslejr i Spanien.
AC Horsens: Delac (Hermansen (90.), Herdonsson (Saine, 75., Cocu, 118.), Fenger (Hausner, 75.), Kolskogen (Ludwig, 75.), Christ (Roslyng, 75.), Karikari (Ouorou, 75.), Lusavec (Kouassi, 75.), Moro (Juul Christensen, 20, Frederiksen, 90.), Kjærgaard (Gudmundsson, 75.), Ngabo (Hyseni, 75.), Pingel (Egho, 75.)