AC Horsens kom tilbage på sejrssporet

28.02.2025 20:29

Vendsyssel FF blev besejret med 4-3 i egen hule.

AC Horsens var bagud to gange i dagens opgør mod Vendsyssel FF, men ”de gule” kom godt tilbage i kampen og vandt med 4-3.

Gæsterne fik en rædselsfuld start på kampen med en scoring til Vendsyssel FF allerede i det tredje minut, men Ole Martin Kolskogen bragte balance i regnskabet efter knap en halv times spil, da han sendte bolden i kassen efter godt forarbejde af Adam Herdonsson.

En god håndfuld minutter efter pausen bragte hjemmeholdet sig igen foran, men otte minutter senere dukkede Sanders Ngabo op ved bageste stang og lagde bolden i kassen. 

I det 74. minut blev Ngabo dobbelt målscorer, da han skar ind i banen fra højre side og flot lagde bolden i kassen. Seks minutter senere scorede Emil Frederiksen til slutresultatet 4-2, da han køligt sendte bolden i netmaskerne.

Hjemmeholdet reducerede i overtiden, men kom ikke tættere på point.

Klik her for at læse mere om kampen på Horsens Folkeblads hjemmeside.

AC Horsens spiller udekamp lørdag den 8. marts klokken 13.00 i Hobro, og ugen efter tager ”de gule” imod Esbjerg fB på Nordstern Arena Horsens. Den kamp fløjtes i gang fredag den 14. marts klokken 19.00.

Vendsyssel FF – AC Horsens 3-4 (1-1)
1-0 Rasmus Thellufsen (3.)
1-1 Ole Martin Kolskogen (28.)
2-1 Magnus Kaastrup (52.)
2-2 Sanders Ngabo (60.)
2-3 Sanders Ngabo (74.)
2-4 Emil Frederiksen (80.)
3-4 Magnus Kaastrup (90.)

AC Horsens: Djukic, Kallesøe, Hausner, Kolskogen, Madsen, Frederiksen, Juul Christensen (Lusavec, 68.), Herdonsson, Ngabo (Fenger, 82.), Pingel (Kjærgaard, 86.), Karikari.

Vendsyssel FF: Worsøe, Clemmensen, Steffensen (Lassen, 29.), Nybo, Mortensen, Thellufsen (Bjørnholm, 81.), Okosun, Kusk (Dalügge, 46.), Jensen (Rejnhold, 38., Borgelin, 81.), Kaastrup, Børsting.

Advarsel, AC Horsens: Kolskogen (69.), Madsen (76.)

Advarsel, Vendsyssel FF: Jensen (27.), Dalügge (55.)

Tilskuere: 1.036

Dommer: Jacob Stausgaard Kobberrød