AC Horsens taber målrig affære i Silkeborg

17.03.2025 13:09

Værterne vandt med 4-3 på JYSK Park.

Det var bidende koldt i Silkeborg, da de to hold krydsede klinger mandag eftermiddag, men de få tilskuere fik syv mål at varme sig på.

Allerede i det 11. minut faldt det første af slagsen, da Julius Madsen sendte et hjørnespark ind i panden på Alagie Saine, der forlængede til bageste stang, hvor Alexander Ludwig dukkede op og puttede bolden i nettet.

Tre minutter senere spillede Muhamet Hyseni Marvin Egho i dybden, men målmanden blev den store i duellen. Kort efter forsøgte Hyseni sig, men målmanden reddede igen.

Værterne udlignede efter 20 minutters spil, og senere i halvlegen scorede hjemmeholdet to gange på fire minutter, og der stod 3-1 ved pausen.

I det 58. minut gentog AC Horsens succesen ved at score på hjørnespark, og det var igen Alagie Saine, der snittede bolden videre til Alexander Ludwig, der blev dobbelt målscorer.

Et minut senere servede Frederik Juul Christensen en fremragende bold ind i feltet, som Oliver Kjærgaard dirigerede flot i kassen.

Kampen blev afgjort i det 78. minut, da Silkeborg IF scorede fra kanten af feltet til 4-3.

Alt i alt en fremragende indsats af ”de gule”, der skabte chancer og bragte masser af energi ind i kampen.

AC Horsens: Djukic, Seniko (Traoré, 56.), Saine (Kupijbida, 86.), Ludwig, Madsen, Moro (Søfeldt, 81.), Juul Christensen, Frederiksen (Ekberg, 86.), Kjærgaard, Egho (Abdou-Faridou, 56.), Hyseni.