Mindeord: Kaj Vestergaard er gået bort

20.03.2025 18:58

Kaj Vestergaard blev 78 år gammel.

Det er med stor sorg, at vi i Horsens fS og AC Horsens modtog den triste besked om Kaj Vestergaards død den 16. marts 2025.

Kaj Vestergaard afløste Helge Nielsen som direktør i 1997, og han oplevede sportslig succes, da holdet i foråret 1997 rykkede op i den næstbedste række efter en sejr over Skive på hjemmebane.

AC Horsens’ mangeårige bestyrelsesformand Ole W. Rasmussen har bidraget med følgende mindeord:

”Kaj Vestergaard arbejdede ihærdigt for at få økonomien til at hænge sammen, da indtægterne på det tidspunkt var beskedne samtidig med, at han nærmest var ene om at skaffe dem, da der kun var få tilknyttet administrationen. På trods af økonomiske vanskelige år bevarede Kaj altid en ukuelig optimisme, og han var kompetent og særdeles behagelig at arbejde sammen med. Stillingen som direktør var ikke fuldtids - det var der ikke penge til - og efter et par år valgte Kaj at sige stillingen op.”

HfS/AC Horsens sender tanker til Kaj Vestergaards pårørende.

Æret være Kajs minde.