
Nye roller til nøglepersoner på Akademiet
25.03.2025 08:29
Claus Troelsen bliver Head of Academy, Martin Bloch bliver Director of Development, og Frédéric Bodineau bliver cheftræner for Young AC Horsens.
AC Horsens har gennemført en rokade på Akademiet, og det betyder nye roller til tre nøglepersoner.
Martin Bloch overgår fra stillingen akademichef til Director of Development, Claus Troelsen vender tilbage til rollen som Head of Academy, som han tidligere har varetaget gennem næsten fire år, og Frédéric Bodineau tager skridtet fra assistent til cheftræner for Young AC Horsens i U19 Ligaen.
- Rokaden har været på tegnebrættet et stykke tid, og vi er glade for, at vi kan melde den ud nu med 10-12 uger tilbage af sæsonen, så vi er bedst muligt forberedt til den kommende sæson. Rokaden er et naturligt skridt i vores stræben efter at skabe det bedst mulige udviklingsmiljø for vores ældste akademispillere, og jeg glæder mig meget over, at Claus, Martin og Fred har takket ja til de nye roller, siger sportsdirektør Esben Hansen.