
AC Horsens forlænger med talentfulde Levy
28.04.2025 08:00
19-årige Christian Levy Rasmussen bliver belønnet for sin gode udvikling og hårde arbejde.
For knap halvandet år siden skiftede Christian Levy Rasmussen fra AB til Akademiet på Langmarksvej, og den talentfulde keeper har været igennem en imponerende udvikling i AC Horsens’ gode miljø.
Han har kæmpet sig ind som førstemålmand på Young AC Horsens i U19 Ligaen, og han har netop skrevet under på en forlængelse af kontrakten, der nu løber frem til årsskiftet.
Akademichef Claus Troelsen glæder sig over, at Levy har valgt at fortsætte i AC Horsens.
- Levy har udviklet sig rigtig godt, og han har specielt i det seneste halve år taget store skridt på det mentale område. Han har besluttet sig for at få det maksimale ud af sin træning, og han har kæmpet sig ind som førstemålmand. Det har også udmøntet sig i, at han har trænet med førsteholdet og sad på bænken mod Kolding IF i NordicBet Ligaen. Han er et skoleeksempel på, at hårdt arbejde betaler sig, og vi er nysgerrige på, hvordan hans udvikling fortsætter, siger Claus Troelsen.
Christian Levy Rasmussen ser frem til at fortsætte på Langmarksvej.
- Jeg har udviklet mig både som person og fodboldspiller i AC Horsens, og vi har et miljø, hvor jeg kan blive endnu bedre. Det er spændende at være en vigtig person i et projekt med store ambitioner, for det er med til at lægge et pres og udvikle mig, og generelt er det et miljø med gode mennesker og gode trænere. Ambitionen er at arbejde hen mod en forlængelse og en fuldtidskontrakt, og på længere sigt har jeg ambitioner om at nå et højere niveau og landsholdet som Frederik Roslyng og Hjalte Toftegaard har gjort, siger Christian Levy Rasmussen.