AC Horsens forstærker offensiven med Kirkegaard

02.06.2025 08:59

Kristian Kirkegaard er blevet enig med ”de gule” om en kontrakt, der løber frem til sommeren 2027.

Ambitionerne er store på Langmarksvej, hvor det altoverskyggende sportslige mål er oprykning til 3F Superligaen næste sommer, og tilgangen af Kristian Kirkegaard er et tydeligt signal til omverdenen om, at der sættes handling bag ordene.

Kristian Kirkegaard har sin første træningsdag på Langmarksvej, når cheftræner David Nielsen samler sine spillere til opstartens første træningspas mandag den 16. juni.

Og AC Horsens’ cheftræner glæder sig til at arbejde med den 27-årige offensivspiller.

- Kristian har været en klar førsteprioritet for os, for han passer perfekt ind i måden, vi spiller på. Vi ville gerne finde en dansk spiller med gode værdier, et teknisk højt niveau og et godt blik for spillet, og det er vi lykkes med og glade for, siger David Nielsen.

Kristian Kirkegaard glæder sig til at tage hul på tilværelsen i AC Horsens.

- Jeg har haft gode samtaler med Esben Hansen og David Nielsen, og de har præsenteret mig for et sportsligt projekt, der er meget interessant. Jeg glæder mig til at spille under David Nielsen, fortæller Kristian Kirkegaard.