AC Horsens forstærker truppen med venstre back

24.06.2025 05:52

Sportsdirektør Esben Hansen og cheftræner David Nielsen har et indgående kendskab til Ivan Milicevic, der skifter til AC Horsens på en toårig kontrakt.

AC Horsens har forstærket sig på og uden for banen i dette transfervindue, og nu er endnu en markant forstærkning landet på Langmarksvej.

Ivan Milicevic skifter til AC Horsens på en fri transfer fra ungarske Fehérvár FC, og David Nielsen kender ham fra deres fælles fortid i den græske klub AE Kifisias.

- Vi har fulgt Ivan Milicevic gennem flere år, og så er det samtidig dejligt, at David kender ham indgående fra deres fælles tid i Grækenland. Han bliver en vigtig tilføjelse med sin rutine og dynamik, og så har han en meget veludviklet indlægsfod, som vi glæder os til at se i AC Horsens, siger Esben Hansen.

26-årige Ivan Milicevic ser frem til at fortsætte karrieren på Langmarksvej.

-  Jeg kender David fra min tid i græsk fodbold og glæder mig til at spille under ham igen. Jeg er her for at udvikle mig og hjælpe AC Horsens med at rykke op i Superligaen, hvor klubben hører hjemme, og jeg har allerede fået et godt indtryk af en familiær klub, siger Ivan Milicevic.