
Første uge for Kirkegaard: Alle har taget godt imod mig
21.06.2025 06:58
Kristian Kirkegaard er kommet godt fra land på sin nye hjemmebane.
Den 2. juni 2025 kunne AC Horsens offentliggøre tilgangen af Kristian Kirkegaard, og 14 dage senere var han på banen for første gang med sine nye holdkammerater.
Det var mandag i denne uge, og her sidst på ugen kan han så gøre status over den første tid i AC Horsens.
- Det har været fint at komme i gang efter ferien igen, og man bliver lige mindet om, at det er dejligt at spille fodbold efter en pause. Det var en intens afslutning på sæsonen, men nu har jeg fået koblet af, og der er tanket ny energi, siger Kristian Kirkegaard og fortsætter:
- Alle har taget rigtig godt imod mig, og det er nogle gode drenge, der er på holdet, så vi skal nok få et rigtig godt omklædningsrum, lyder det fra Kirkegaard.
Den første uge på træningsbanen har budt på spil og løb for at få bygget formen godt op inden sæsonpremieren om under en måned.
- Når man ikke har rørt en bold i tre uger, skal man lige finde den igen, men der er blevet vist mange gode takter på træningsbanen. Formen er udmærket, men opstarten handler også om at få lagt mere på det fysiske niveau, så vi bliver helt klar til den første kamp. Vi glæder os, for opstarten er én ting, og kampe med noget på spil er noget helt andet, slutter AC Horsens’ nye nummer 8.