
Lovende takter i den første træningskamp
28.06.2025 12:45
FC Nordsjælland vandt med 2-1, men ”de gule” leverede en rigtig god indsats.
AC Horsens spillede mod FC Nordsjælland på bane 6 på Right to Dream Park lørdag eftermiddag, og det var hjemmeholdet, der kunne glæde sig over en 2-1 sejr.
Der var dog også meget at glæde sig over for cheftræner David Nielsen, der kunne se sit hold spille en god kamp mod et af de bedste hold i 3F Superligaen.
Kristian Kirkegaard stod for kampens første afslutning, da han sendte et fladt skud forbi kassen i det fjerde minut, og Patrick Olsen forsøgte sig med et fremragende, hårdt skud i det 22. minut.
Lige før pausen var Frederik Brandhof ikke mange centimeter fra at score kampens første mål, da Ivan Milicevic fandt ham med en fremragende bold ved bageste stolpe. Brandhof firsttimede lige forbi.
Hele holdet med undtagelse af Matej Delac blev udskiftet i pausen, og i det 58. minut scorede Rocco Ascone til 1-0. Adam Herdonsson forsøgte sig med et hovedstød på Julius Madsens fremragende indlæg, men målmanden var på plads.
I det 73. minut blev et gult boldtab på midten af banen dyrt, for kort efter stod der 2-0 til hjemmeholdet.
I det 80. minut banede Oliver Kjærgaards flotte forarbejde vejen for Alagie Saine fine hovedstødsmål.
AC Horsens spiller træningskamp igen onsdag den 2. juli mod AGF i Aarhus.