
Transfer: AC Horsens henter markant forstærkning i AGF
13.06.2025 15:30
28-årige Frederik Brandhof har skrevet under på en kontrakt frem til sommeren 2028.
AC Horsens har i dette transfervindue forstærket sig med Kristian Kirkegaard og John Batigi til de offensive positioner, og i dag kan ”de gule” præsentere endnu en markant forstærkning i form af midtbanedynamoen Frederik Brandhof.
Han er købt fri af kontrakten med AGF og skifter til AC Horsens på en treårig kontrakt, og han møder ind sammen med sine nye holdkammerater på mandag, når det gule trænerteam samler spillerne for første gang efter sommerferien.
Frederik Brandhof passer som spiller og menneske rigtig godt ind i AC Horsens, og sportsdirektør Esben Hansen glæder sig over, at ”de gule” er lykkes med at tiltrække en spiller af den kaliber.
- Vi er selvfølgelig glade for, at Frederik Brandhof bliver en del af AC Horsens, for han er en rigtig dygtig fodboldspiller i sin bedste fodboldalder. Han holder et højt bundniveau og er meget driftssikker, og uden for banen vil han også passe godt ind, for han er en super karakter, siger Esben Hansen.
Frederik Brandhof har haft en god dialog med Esben Hansen og David Nielsen, og han glæder sig til at blive en del af AC Horsens, hvor målet er oprykning til 3F Superligaen allerede i den kommende sæson.
- Jeg er blevet præsenteret for et spændende projekt, og jeg kan godt lide at være et sted, hvor der er mulighed for at opnå noget, og det er der i AC Horsens. Der bliver arbejdet på at optimere tingene, og AC Horsens er allerede langt fremme i forhold til at skabe rigtig gode faciliteter. Ambitionen er at spille en rolle på holdet, og både mit og klubbens mål er, at vi skal spille i Superligaen i næste sæson, siger Frederik Brandhof.
