
U17: AC Horsens henter spændende offensivspiller i FCM
11.06.2025 13:00
Yaser Abbas har skrevet under på en toårig kontrakt og bliver en del af Anders Wittorffs U17-mandskab i næste sæson.
AC Horsens fortsætter med at forstærke Akademiet til den kommende sæson, og ”de gule” har hentet en dygtig offensivspiller i form af Yaser Abbas, der skiftede fra Esbjerg fB til FC Midtjylland for halvandet år siden.
Han beskrives som et stort talent, og han har skrevet under på en kontrakt, der løber frem til sommeren 2027.
Akademichef Claus Troelsen glæder sig over, at Yaser Abbas bliver en del af Akademiet som andetårs U17-spiller efter sommerferien.
- Yaser har været kampafgørende for FC Midtjylland, og det bliver han også for os, for han er hurtig på fødderne, god én mod én og leverer mange mål og målgivende afleveringer. Han skal fortsatte bygge på sin fysik, og når det lykkes, så er der intet loft på potentialet. Han har gode værdier og passer godt ind på Akademiet med sin dedikation, og han skal være med til at understøtte det i forvejen gode miljø på U17 og udvikle sig frem mod Young AC Horsens. Vi har en klar forventning om, at han i den kommende sæson vil blive matchet op mod Young AC Horsens, og vi forventer os generelt meget af ham. Vi har haft et godt samarbejde med FC Midtjylland i forhold til at have Yaser i et forløb her og til at finde en fin løsning, siger Claus Troelsen.
Yaser Abbas har fået et godt indtryk af Akademiet og glæder sig til at blive en del af det gode miljø på Langmarksvej.
- Jeg har valgt at skifte til AC Horsens, fordi det er en perfekt klub for mig, og jeg glæder mig til at blive en del af et rigtig godt miljø, hvor jeg kan udvikle mig meget. Trænere og spillere tog godt imod mig, da jeg besøgte klubben i et par dage, og det gjorde, at jeg allerede på det tidspunkt begyndte at føle mig som en del af holdet. Ambitionen er i første omgang at tage steppet op til Young AC Horsens og derefter op til førsteholdet, og på sigt vil jeg gerne til udlandet, siger Yaser Abbas.
