AC Horsens henter angriber i Fiorentina

22.07.2025 06:59

Fallou Sene har skrevet under på en kontrakt frem til sommeren 2028.

AC Horsens har forstærket angrebet med 20-årige Fallou Sene, der er hentet i italienske ACF Fiorentina, og han har skrevet under på en treårig kontrakt.

Den senegalesiske angriber har blandt andet fået sin fodboldopdragelse på akademiet i Firenze og har efterfølgende været på lejeophold i Frosinone og Lecco.

Nu fortsætter han karrieren i AC Horsens, og det glæder sportsdirektør Esben Hansen, at klubben har været i stand til at tiltrække en spiller med så stort et potentiale.

- Fallou er en kraftfuld angriber med en god arbejdsmentalitet, og han har et stort men stadig uforløst potentiale. Han kommer til AC Horsens efter en god håndfuld år i italiensk fodbold, og vi glæder os til at se ham i den gule trøje, siger Esben Hansen.

Fallou Sene er 187 centimeter høj og fylder godt i feltet, og han glæder sig til at blive en del af AC Horsens.

- Jeg er blevet præsenteret for flere projekter blandt andet fra Serie B, men jeg har en god fornemmelse for, at AC Horsens vil være en god klub for mig og min udvikling. Jeg er en angriber, der godt kan lide at tage de dybe løb, holder godt fast i bolden, og kombinerer godt, men hurtigheden er min store styrke. Ambitionen er at hjælpe holdet med at rykke op i Superligaen, siger Fallou Sene.