AC Horsens spiller træningskamp mod AGF

01.07.2025 11:16

Morgendagens opgør spilles på Fredensvang og fløjtes i gang klokken 13.00.

I lørdags viste AC Horsens glimrende takter i træningskamp mod FC Nordsjælland, og i morgen, onsdag, spiller ”de gule” opstartens anden træningskamp, når turen går til Aarhus.

Her venter en god styrkeprøve mod AGF på Fredensvang, og det er også den anden træningskamp for Jakob Poulsens mandskab, der vandt med 1-0 over Vejle Boldklub for en uges tid siden.

Efter opgøret mod AGF mangler AC Horsens at spille to træningskampe inden sæsonpremieren mod Aarhus Fremad lørdag den 19. juli klokken 16.00.

Søndag den 6. juli klokken 13.00 gælder det opgøret mod Silkeborg IF på Nordstern Arena Horsens, og den sidste træningskamp spilles lørdag den 12. juli klokken 13.00 i Lyngby.

AGF livestreamer kampen, men det kræver abonnement på AGF Play+.