
AC Horsens forlænger kontrakten med Mikkel Kupijbida
14.08.2025 08:03
Den talentfulde midterforsvarer har skrevet under på en kontrakt frem til sommeren 2028.
Mikkel Kupijbida skiftede fra FC København til AC Horsens den 8. august 2024, og han klarede skiftet så overbevisende, at han knap fire måneder senere blev rykket permanent op i Young AC Horsens-truppen, selvom han kun er U17-spiller.
Han er fortsat med at imponere alt og alle, og et år efter skiftet fra FC København har han nu skrevet under på en kontraktforlængelse, så han bliver på Langmarksvej de kommende tre år.
Akademichef Claus Troelsen tror meget på ”Kupi” og glæder sig over, at han har forlænget sin aftale.
- Vi kunne se et stort udviklingspotentiale i ”Kupi” fra dag ét, og han har indfriet vores forventninger til fulde. Han har udviklet sig markant på det fysiske område og på bolden, og han har en fin taktisk sans for den defensive del af spillet og opbygningsspillet som helhed. Han er lærevillig og enormt hurtig til at omsætte trænernes input til handling og har taget gode skridt i transitionen op mod førsteholdet, som han har trænet med siden preseason. Vi er helt sikre på, at han også tager positive skridt i de kommende år, og derfor har vi også forlænget kontrakten, så den går ind i hans seniortid, for vi tror meget på ham. Han er en god dreng med gode værdier, og han har vist en glimrende evne til at klare sig uden for banen i en ung alder efter flytningen fra København til Horsens. Han sørger for at have en hverdag, der fungerer for ham, og det er også med til at understøtte hans fokus på banen, når der ikke er noget uden for banen, der fylder, fortæller Claus Troelsen.
Mikkel Kupijbida er glad for at være en del af AC Horsens, og han var ikke i tvivl om, at han havde lyst til at forlænge kontrakten.
Det første år i AC Horsens er gået meget hurtigt, men jeg har lært meget, og det har været positivt for min udvikling. Jeg er stolt over at forlænge min kontrakt og ser det som en anerkendelse for mit arbejde i hverdagen, og ambitionen er at spille inde på stadion en dag og blive fast mand på førsteholdet, siger Mikkel Kupijbida.
I tirsdags fik Mikkel Kupijbida debut for førsteholdet, da han startede på banen mod Næsby i Oddset Pokalen.
