
AC Horsens forstærker angrebet med Baturina
01.09.2025 16:35
Roko Baturina er ny mand i den gule trøje og får nummer 9.
Tidligere i dag kunne AC Horsens præsentere målmanden Dennis Smarsch, og nu kan ”de gule” præsentere offensiv forstærkning i form af Roko Baturina.
Den 25-årige angriber er allerede ankommet til Langmarksvej, og han skal repræsentere AC Horsens på et lejeophold frem til sommeren 2026.
Han er på kontrakt i Gil Vicente, der ligger på en syvendeplads i den bedste portugisiske række, og han kommer med erfaring fra klubber som Málaga CF og Racing i Spanien, Ferencváros, Lech Poznan og NK Maribor.
- Vi har ledt efter en fysisk stærk angriber, som kan score mål og indgå i spillet på en relationel stærk måde, og ham har vi fundet i Roko Baturina. Vi glæder os til at se ham i den gule trøje, siger sportsdirektør Esben Hansen.
Roko Baturina ser frem til at repræsentere AC Horsens.
- Jeg havde et par muligheder at vælge mellem, og AC Horsens er den bedste mulighed for mig, for der er et stort potentiale i klubben, og sportsligt ser det spændende ud i denne sæson. Der bliver spillet offensivt fodbold, og holdet skaber mange chancer, og jeg skal bidrage med mål og assists, så vi kan rykke op i Superligaen, siger Roko Baturina.