
AC Horsens lejer Karikari ud til serbisk klub
05.08.2025 11:13
Den 23-årige angriber bliver lejet ud til Zeleznicar Pancevo frem til sommeren 2026.
Det er lidt over et år siden, at AC Horsens skrev kontrakt med Kwaku Karikari, der blev hentet i den næstbedste serbiske række, og nu skal den ghanesiske offensivspiller retur til Serbien.
AC Horsens har nemlig indgået en lejeaftale med Zeleznicar Pancevo, og klubben, der spiller i den bedste serbiske række, får glæde af Karikaris kvaliteter det næste års tid.
Sportsdirektør Esben Hansen fortæller her om baggrunden for lejeaftalen.
- Lige nu er der for langt til spilletid for Karikari, og derfor giver det god mening, at han skifter til en stærk klub i en god liga, hvor han kan få spilletid og høste selvtillid gennem gode præstationer. Vi tror stadig på Karikari og glæder os til at få ham tilbage i en endnu bedre udgave, siger Esben Hansen.