Fantastisk engagement og spørgelyst til AC Inside

21.01.2026 09:30

230 gule fans havde fundet vej til Atrium i går, og de fik stillet deres nysgerrighed på alt fra formation, spillestil, fanzone, græstæppet på stadion, transfervinduet og meget mere.

Veloplagte Zak Egholm var moderator ved gårsdagens opvarmning til forårssæsonen – AC Inside – og han styrede showet med skarpe spørgsmål, humor og indsigt.

Han var god til at involvere publikum, og der kom rigtig mange spørgsmål, som AC Horsens’ direktør Jacob Jørgensen og sportsdirektør Esben Hansen tog sig god tid til at svare på.

Det var et format, hvor der var tid til at dykke ned i emnerne, og det var dejligt at opleve den store interesse for ”de gule” på Langmarksvej.

Scenen blev sat med en highlightvideo med gode minder fra grønsværen, og tilhørerne blev taget med en tur ned ad memory lane, da de levende billeder fra oprykningen på Østerbro tonede frem på skærmen.

Efter spørgsmål til de to direktører fra Zak Egholm kom tilhørere på banen med et væld af spørgsmål, og der blev blandt andet stillet følgende spørgsmål:

Hvad vil I gøre for at få flere folk på lægtere?

Hvad er ambitionen i foråret og på lang sigt i forhold til spillestil?

Får vi en ordentlig bane at spille på?

Får vi bedre faciliteter på stadion?

Får vi pige/kvindefodbold i AC Horsens?

Hvornår ser vi de næste akademispillere i førsteholdstruppen?

Og mange andre kvalificerede spørgsmål – også kritiske spørgsmål. Og de var meget velkomne.

Spørgelysten var stor, og Zak Egholm var nødt til at runde af, da de to timer var gået, selvom der var flere hænder i luften.

AC Horsens vil gerne sige tusind tak til alle deltagere for flot opbakning til AC Inside.