AC Horsens sælger Aime Azende

12.02.2026 14:52

Den congolesiske offensivspiller er solgt til irske Bray Wanderers.

Transfervinduet er lukket i Danmark, men der er fortsat mulighed for at skifte til andre lande, hvor vinduet stadig står på klem.

Det har Bray Wanderers benyttet sig af ved at købe Aime Azende i AC Horsens, og 21-årige Azende skifter med øjeblikkelig virkning til klubben i den næstbedste irske række.

Sportsdirektør Esben Hansen udtaler følgende på baggrund af salget af Azende:

- Aime Azende har været et positivt bekendtskab, og han har udviklet sig godt i vores miljø, men der er stor konkurrence om de offensive pladser, og han har et stykke vej til spilletid. Derfor har vi valgt at sælge ham til Bray Wanderers, og vi ønsker ham alt det bedste, siger Esben Hansen.