Scor early bird-rabat og kom med til indvielse af Hybel Arena Horsens

25.02.2026 13:50

Årets første hjemmekamp byder på topbraget mellem AC Horsens og Lyngby mandag den 9. marts klokken 19.00, og der vil være en masse sjove aktiviteter før, under og efter kampen

”De gule” skyder forårssæsonen i gang på hjemmebane med en vild kamp, når AC Horsens tager imod Lyngby Boldklub. Samtidig markerer klubben fra Langmarksvej en helt særlig dag, når AC Horsens officielt indvier Hybel Arena Horsens, og der er lagt op til en festlig dag for hele familien.

Fanbaren The Long Field Road åbner dørene klokken 16.30 og danner en fed ramme om opvarmningen til kampen.

På parkeringspladsen fortsætter hyggen i et stort telt, hvor DJ’en sørger for lækker musik og festlig stemning, og der vil være flere lækre madtilbud, så der er noget for enhver smag. Der vil være borde og bænke, så man kan sidde og nyde sin mad.

AC Horsens afholder en auktion til fordel for Børnecancerfonden, og der er fede trøjer og andet at byde på, så kig forbi og deltag i auktionen. Hele overskuddet går til Børnecancerfonden.

Det fulde program offentliggøres inden længe, men allerede nu opfordrer ”de gule” alle til at sætte kryds i kalenderen og invitere familie, naboer og venner med til en dag fyldt med fodbold, fællesskab og festligheder.

Vidste du, at AC Horsens har sænket billetpriserne markant?

Det skal være en fodboldfest for hele Horsens, og derfor har AC Horsens valgt at sænke billetpriserne og inkludere en drikkevare. For voksne, pensionister og studerende koster en billet til opgøret mod Lyngby inklusiv den første drikkevare kun 30 kroner, mens prisen for en billet til børn (3-15 år) inklusiv den første drikkevare kun er 20 kroner.

Priserne kører frem til en uge før kampstart, og fra mandag den 2. marts er prisen 50 kroner for en voksenbillet inklusiv den første drikkevare, og en børnebillet (3-15 år) inklusiv den første drikkevare koster 25 kroner.

Klik her for at sikre dig en billet til early bird-rabat allerede nu.