Simon Aaes bliver Youth Development Coach og Head of Individual Development

19.05.2026 13:05

Den nye rolle betyder, at Simon Aaes bliver trænernes træner, og han bliver manden i spidsen for individuel udvikling for U13-U17.

AC Horsens arbejder hele tiden på at skærpe talentudviklingen på Langmarksvej, og Akademiet har taget store skridt i den positive retning gennem flere år.

Nu har ”de gule” valgt at tage endnu et stort skridt mod at optimere talentudviklingen ved at udnævne Simon Aaes til Youth Development Coach og Head of Individual Development.

Simon Aaes har været en del af Akademiet gennem mange år, og akademichef Jacob Leth glæder sig over, at de gule talenter også fremadrettet får glæde af Aaes’ menneskelige og fodboldfaglige kvaliteter.

- Vi er enormt glade for, at Simon Aaes har valgt at takke ja til stillingen som Youth Development Coach og Head of Individual Development, for det er den strategisk rigtige vej for klubben, og Aaes kan hjælpe os på både kort og lang sigt i forhold til vores retning. Han er en rigtig Horsens-dreng, og hans kompetencer passer perfekt ind i den nye rolle, siger Jacob Leth.

Simon Aaes gør sæsonen færdig som cheftræner for U15 og overgår til den nye rolle den 1. juli 2026.

- Jeg glæder mig til en ny opgave i AC Horsens og ser frem til at fortsætte på Akademiet, hvor jeg i den nye rolle i højere grad får mulighed for at støtte trænerne og være med i faglig sparring. Jeg bliver trænernes træner og ser frem til at få ansvaret for U13-U15 og arbejde med individuel udvikling for spillere fra U13-U17, siger Simon Aaes.