Praktisk info om træningskampen i Farum

24.06.2026 11:17

AC Horsens møder FC Nordsjælland lørdag den 27. juni klokken 14.00, og her er lidt praktisk info om kampen.

Opstarten på Langmarksvej har været i gang i en lille uges tid, og lørdag den 27. juni melder den første træningskamp sig, når ”de gule” skal en tur til Farum for at møde FC Nordsjælland.

Opgøret fløjtes i gang klokken 14.00 på bane seks, der er et par minutters gang fra Right to Dream Park.

Hvis man har lyst til at se kampen live og ankommer i bil, så er der mulighed for at parkere ved Right to Dream Park eller bag svømmehallen via tilkørslen fra Paltholmvej.

Der er fri entré til kampen, der ikke bliver livestreamet.