
26.07.2026 19:05
AC Horsens tog hul på tilværelsen i 3F Superliga ved at tage imod sidste sæsons bronzevindere fra FC Nordsjælland, og det blev en underholdende kamp på Hybel Arena Horsens.
Favoritterne fra Farum havde bolden mest i 1. halvleg, mens AC Horsens lukrerede på at straffe gæsterne i omstillingsspillet, og det gav flere gode muligheder, men det blev lidt forhastet på den sidste tredjedel.
Nordsjællænderne kom foran i det 33. minut, da en cutback-aflevering landede hos Villum Berthelsen, der afsluttede midt for mål. Matej Delac reddede, men Nicklas Røjkjær scorede på returen.
En håndfuld minutter senere tog Kristian Kirkegaard sagen i egen hånd, da han skar ind i feltet, og Justin Janssen måtte bruge ulovlige midler for at stoppe ham. Efter VAR-gennemsyn pegede dommer Mads-Kristoffer Kristoffersen på pletten, og Adrian Justinussen fik en gylden mulighed for at bringe balance i regnskabet.
Han satte bolden hårdt og præcist til venstre for sig selv, og Andreas Hansen kunne ikke gøre noget, selvom han valgte den rigtige side.
AC Horsens kom godt ud til 2. halvleg, og efter fem minutter afsluttede Julius Madsen et godt angreb iscenesat af Adrian Justinussen og Yamirou Ouorou, men desværre sendte han bolden forbi kassen.
Julius Madsen var i afslutterens rolle igen i det 77. minut, da Victor Palsson fandt Adrian Justinussen med en flot fremlægning. Justinussen dirigerede bolden videre til Madsen, der afsluttede første gang, men Andreas Hansen reddede i fuld længde.
Kampen sluttede 1-1, og dermed kom AC Horsens godt fra land i den nye sæson.
AC Horsens skal i kamp igen søndag den 2. august klokken 14.00, når turen i går til Herning for at møde FC Midtjylland.
Næste hjemmekamp er søndag den 9. august klokken 18.00, når Brøndby IF kommer på besøg. Klik her for at købe billet til den kamp.
AC Horsens – FC Nordsjælland 1-1 (1-1)
0-1 Nicklas Røjkjær (33.)
1-1 Adrian Justinussen (43.)
AC Horsens: Delac, Palsson, Kupijbida, Kolskogen, Saine, Herdonsson, Lusavec (Moro, 62.), Ouorou (Tauriainen, 62.), Madsen, Kirkegaard (Milicevic, 79.), Justinussen (Brandhof, 79.).
FC Nordsjælland: Hansen, Ankersen, Salquist, Yirenkyi, Lähteenmäki, Røjkjær, Janssen, Norheim, Berthelsen (Adel, 66.), Sadio (Rasmussen, 66.), Junior.
Advarsel, AC Horsens: Herdonsson (57.)
Advarsel, FC Nordsjælland: Salquist (57.)
Tilskuere: 3.379.
Dommer: Mads-Kristoffer Kristoffersen