
24.07.2026 13:03
Ventetiden er forbi. AC Horsens er tilbage i 3F Superliga, og søndag den 26. juli klokken 18.00 går det endelig løs, når ”de gule” åbner den nye sæson i 3F Superliga med en hjemmekamp mod sidste sæsons bronzevindere fra FC Nordsjælland.
Mod slutningen af sidste sæson viste horsensianerne, hvad fællesskabet omkring AC Horsens betyder. Tusindvis af gule fans skabte en fantastisk kulisse på Hybel Arena Horsens, og den opbakning håber AC Horsens at opleve igen, når der tages hul på et nyt kapitel i landets bedste række.
Allerede fra klokken 16.00 kan du komme i den helt rigtige kampstemning i The Long Field Road. Her er der Happy Hour fra klokken 16.00-17.00 på sodavand og alt i hanerne for alle med billet eller sæsonkort.
Fra klokken 17.00 åbner fanzonen under Nordtribunen, hvor der er masser af aktiviteter for både store og små. Her kan børnene boltre sig i hoppeborgen, få malet ansigtet i de gule farver eller fordybe sig i tegne- og spilaktiviteter. Derudover kan familie og venner udfordre hinanden på pannabanen eller dyste i corn hole, inden spillerne går på banen.
Salget af billetter og sæsonkort er allerede i fuld gang. Sikr din plads på Hybel Arena Horsens, og vær med til at give holdet den bedst mulige start på sæsonen i 3F Superliga.
Billetter og sæsonkort kan købes på achorsens.dk eller i app’en.