AC Horsens går ind til den nye sæson med komplet førsteholdsstab

21.07.2026 12:05

Ansættelsen af en Set Piece Analyst Coach, en assistenttræner og Head of Performance fuldender staben omkring førsteholdet på Langmarksvej.

På søndag ruller superligabolden på Hybel Arena Horsens, når ”de gule” tager imod FC Nordsjælland, og opgøret fløjtes i gang klokken 18.00.

Med ansættelserne af Christian Hansen, Marcel Seifeddine og Jonas Bode er førsteholdsstaben nu komplet. De tre tilfører hver deres kompetencer og er med til at styrke organisationen omkring førsteholdet forud for den kommende superligasæson.

Christian Hansen, der har en fortid som mangeårig cheftræner på Akademiet og senest har været cheftræner for U19-holdet i Randers FC, vender tilbage til AC Horsens som assistenttræner for cheftræner Niki Zimling.

Marcel Seifeddine skifter fra FC Midtjylland til AC Horsens og bliver Set Piece Analyst Coach, mens Jonas Bode, der har en fortid i Bayern München og Borussia Mönchengladbach, bliver Head of Performance.

- Vi har suppleret vores i forvejen kompetente stab med tre dygtige folk, og vi glæder os over, at førsteholdsstaben er komplet inden sæsonstart, siger sportsdirektør Esben Hansen.