5-2 sejr og flot overtalskamp i Haderslev

06.09.2026 12:59

AC Horsens vandt med 5-2 over Sønderjyske, der spillede med en mand i undertal i 70 minutter.

De 5.899 tilskuere på Sydbank Park i Haderslev var vidner til en intens fodboldkamp med syv mål, da AC Horsens var på besøg i dag.

Til stor ærgrelse for hjemmepublikummet var det gæsterne, der blev noteret for en 5-2 sejr, og dermed kunne ”de gule” sætte tre point ind på kontoen.

Hjemmeholdets debuterende angriber Osaze De Rosario scorede et fremragende mål, da han bragte hjemmeholdet foran i det 12. minut med en akrobatisk afslutning, hvor præcision, timing og fart gik op i en højere enhed.

AC Horsens rystede hurtigt føringsmålet af sig, og Julius Madsen var centimeter fra at bringe balance i regnskabet fire minutter senere, da han sendte bolden på stolpen. Tre minutter senere gik den så ikke længere. Jimi Tauriainens bold i feltet blev headet på overliggeren og landede i feltet, og efter lidt tilfældigheder dukkede Ole Martin Kolskogen op med målnæsen og prikkede bolden i nettet til 1-1.

Kelvin Ehibhatiomhan prikkede bolden fra Stefan Velkov i det 23. minut og styrede mod målet, og Sønderjyske-spilleren måtte hive den store angriber ned. Dommeren hev det røde kort op af baglommen og sendte Velkov i bad.

Efter en halv times spil erobrede Yamirou Ouorou bolden efter godt genpres, og sekunder efter var han først over en ripost fra målmanden, der kun kunne halvklare et skud fra Ehibhatiomhan. 1-2.

Før pausen og lige efter pausen brændte det på foran hjemmeholdets mål, men de slap med skrækken i flere tilfælde. Værternes debuterende målmand Nick Shinton måtte hente bolden ud af netmaskerne igen i det 56. minut, da Abdul Moro med et fremragende spark kanonerede bolden i kassen fra kanten af feltet.

Sønderjyske indkasserede den fjerde scoring i det 79. minut, da Saine fandt Ehibhatiomhan med en sublim bold i feltet, og Ehibhatiomhan tæmmede den, inden han køligt udplacerede keeperen.

Tre minutter senere landede John Batigis flade indlæg ved bageste stang, hvor en Sønderjyske-spiller sendte den i eget mål, og et minut senere reducerede Mohamed Cherift til 2-5.

Tættere på kom hjemmeholdet ikke, og AC Horsens-sejren var fuldt fortjent.

Trænerteamet gav debut til Jakob Bonde, der kom på banen i det 69. minut.

AC Horsens skal i kamp igen fredag den 11. september klokken 19.00, når det gælder udekampen mod FC København, og derefter venter et brag af en hjemmekamp, når AC Horsens tager imod AGF søndag den 20. september klokken 16.00. Klik her for at købe billetter til den kamp.

Sønderjyske – AC Horsens 2-5 (1-2)
1-0 Osaze De Rosario (12.)
1-1 Ole Martin Kolskogen (19.)
1-2 Yamirou Ouorou (31.)
1-3 Abdul Moro (56.)
1-4 Kelvin Ehibhatiomhan (79.)
1-5 Selvmål (82.)
2-5 Mohamed Cherif (83.)

AC Horsens: Delac, Palsson, Kupijbida, Kolskogen, Saine, Lusavec, Moro (Herdonsson, 69.), Madsen (Bonde, 69.), Tauriainen (Milicevic, 60.), Ehibhatiomhan (Justinussen, 84.), Ouorou (Batigi, 69.).

Sønderjyske: Shinton, Munksgaard, Velkov, Soulas, Duru, Vinderslev, Hoeg (Christensen, 78.), Oggesen (Wilkins, 60.), Cherif, Seydi (Kristensen, 46.), De Rosario (Tambedou, 87.).

Advarsel, AC Horsens: Tauriainen (58.), Batigi (73.), Bonde (75.)

Advarsel, Sønderjyske: Soulas (18.), Munksgaard (58.), Wilkins (83.)

Udvisning, Sønderjyske: Velkov (23.)

Tilskuere: 5.899

Dommer: Aydin Uslu