AC Horsens udlejer Oscar Karimi Mandrup til Brabrand IF

27.08.2026 16:00

Den talentfulde angriber skal repræsentere 2. divisionsklubben året ud.

For et par uger siden forlængede AC Horsens kontrakten med Oscar Karimi Mandrup frem til sommeren 2029.

Det bliver dog ikke den gule trøje, han skal iføre sig frem til nytår, for AC Horsens har netop indgået en lejeaftale med Brabrand IF, der får glæde af Mandrups kvaliteter resten af året.

Sportsdirektør Esben Hansen kalder det helt naturligt, at den 18-årige angriber skal lejes ud på nuværende tidspunkt.

- Oscar er et sted nu, hvor han skal have spilletid for at udvikle sig, og det har hele tiden være en del af den plan, vi har lagt sammen, at han skulle lejes ud. Vi har et rigtig godt samarbejde med Brabrand IF, der har et godt miljø og et fint sportsligt niveau, og vi glæder os til at få Oscar tilbage igen i det nye år, siger Esben Hansen.