
Bedre rammer for stemning og fællesskab på Hybel Arena Horsens
21.08.2026 06:53
AC Horsens og Alliancen har haft en god og konstruktiv dialog om, hvordan de bedste rammer kan skabes for stemningen og ungdomssektionen på Hybel Arena Horsens. På den baggrund er der fundet en ny løsning for stemningsafsnittet.
Fremover rykkes ungdomssektionen fra S2 til VP STÅL Tribunen, hvor den placeres i det sydøstlige hjørne. Her bliver der mulighed for at stå op og samtidig være en aktiv del af stemningen omkring AC Horsens’ hjemmekampe.
I forbindelse med det nye setup bliver der til de kommende kampe åbnet en drikkevare- og snackbod på toppen af VP STÅL Tribunen i det sydøstlige hjørne. Herudover vil det være muligt at købe billetter til VP STÅL Tribunen.
Alle kan købe billet til VP STÅL Tribunen, og hvis man ønsker at være en del af stemningen, opfordres man til at søge mod hjørnet ved stemningsafsnittet.
Der vil fortsat være mulighed for at købe billetter til S2 for de fans, som ønsker at sidde tæt på stemningen og samtidig følge kampen fra siddepladserne.
AC Horsens og Alliancen glæder sig over den gode og konstruktive dialog, der har ført til det nye setup, og håber, at både de aktive fans og resten af hjemmepublikummet tager godt imod ændringerne.
Målet er fortsat at skabe de bedst mulige rammer for både stemning, fællesskab og en god kampoplevelse for alle på Hybel Arena Horsens.



