MISSION 8700: AC Horsens jagter 8.700 tilskuere til AGF-braget

08.09.2026 07:00

Når de danske mestre fra AGF gæster Hybel Arena Horsens søndag den 20. september, skal de mødes af en gul kulisse. Derfor sparker AC Horsens gang i MISSION 8700 og inviterer hele byen til fodboldfest med ambitionen om at samle 8.700 tilskuere på lægterne.

Der er lagt op til et brag af en fodboldfest på Hybel Arena Horsens, når AC Horsens den 20. september tager imod de forsvarende danske mestre fra AGF i slaget om Østjylland.

Til kampen vil AC Horsens samle byen og skabe en kulisse, der kan mærkes både på banen og på tribunerne. Derfor sparker klubben nu gang i MISSION 8700 med målet om at få 8.700 mennesker på Hybel Arena Horsens.

– Vi har set, hvad der sker, når Horsens for alvor samler sig om AC Horsens. Oprykningskampen mod Kolding står stadig som et fantastisk eksempel på den atmosfære, vi kan skabe sammen – og det er netop det, vi gerne vil opnå igen. Vi drømmer om 8.700 mennesker, der står sammen om klubben, byen og ikke mindst spillerne, siger administrerende direktør i AC Horsens, Jacob Jørgensen.

MISSION 8700 skal være en fælles mission for klubben, fansene, partnerne og hele Horsens. Derfor opfordrer AC Horsens også hele byen til at finde den gule trøje frem, tage familien, naboen, kollegaen eller holdkammeraten under armen og være med til at fylde Hybel Arena Horsens.

– AGF kommer som danske mestre og storebror i det østjyske fodboldhierarki. Men når de kommer til Horsens, skal de også mærke, at de er kommet på udebane. Vi vil vise Aarhus, hvad vi kan skabe her i Horsens, når vi står sammen. Derfor har vi brug for hele byen, hvis vi skal lykkes med Mission 8700, siger Jacob Jørgensen.

En særlig Horsens-sang og fest før kampen

Fodboldfesten på Hybel Arena Horsens begynder længe før kampen fløjtes i gang kl. 16.00.

Uden for banen bliver der nemlig skruet op for kampoplevelsen med en udvidet fanzone, food trucks, ekstra aktiviteter og underholdning for børnene, mens Bilka som kampsponsor er med til at sætte særligt fokus på familierne.

Kort før spillerne går på banen, bliver der skruet yderligere op for Horsens-stemningen, når Albert Heath optræder med en særlig udgave af sin populære Horsens-sang.

– De største fodboldoplevelser skabes ikke kun på banen. De skabes på tribunerne, mellem mennesker og i de oplevelser, vi deler og husker sammen. Det er den følelse, vi vil skabe mod AGF, hvor børn og voksne, trofaste fans og nye ansigter mærker det unikke fællesskab omkring AC Horsens. Missionen er sat, og nu skal vi have Horsens med, slutter Jacob Jørgensen.

På nuværende tidspunkt er der solgt 2.300 billetter til kampen.

Bliv en del af MISSION 8700 og den store fodboldfest på Hybel Arena Horsens. Køb din billet til kampen her.