
AC Horsens sejrede i træningskamp mod Vejle Boldklub
02.10.2026 10:28
AC Horsens udnyttede landskampspausen til at få kampminutter i benene, da Vejle Boldklub fredag gæstede Langmarksvej til en træningskamp bag lukkede døre.
Med flere spillere afsted på landsholdsopgaver var der samtidig mulighed for at give spilletid til andre spillere i truppen.
Selvom der var tale om en træningskamp, blev der gået til den fra begge mandskaber. Første halvleg var jævnbyrdig og uden mange store chancer, men efter 38 minutter bragte Mikkel Duelund gæsterne foran med 1-0, som også var stillingen ved pausen.
Efter pausen satte AC Horsens sig mere på opgøret, og det blev belønnet med to scoringer.
Først fandt Kingsley Bimpong Jakob Bonde med et flot oplæg, og Bonde headede udligningen til 1-1 i nettet.
Et kvarter før tid fuldendte ”de gule” comebacket. Ismaila Ceesay blev nedlagt i feltet, og Ivan Milicevic eksekverede sikkert fra straffesparkspletten til 2-1.
Det blev kampens sidste scoring, og dermed sluttede fredagens test med en 2-1-sejr til AC Horsens.
Næste opgave for AC Horsens bliver søndag den 11. oktober klokken 14.00, når ”de gule” gæster Silkeborg IF på JYSK Park i 3F Superligaen. Herefter venter Randers FC hjemme på Hybel Arena Horsens fredag den 16. oktober klokken 19.00. Køb din billet til kampen her.
AC Horsens: Hoff (Smarsch, 45.), Milicevic, A. Mandrup (Lusavec, 45.), Doua, Bonde, Moro (Bjerregaard, 63.), Batigi (Abbas, 63.), Madsen (Jørgensen, 63.), Bimpong (Ceesay, 63.), Sene (Carstensen, 70.)



