AC Horsens søger Content Creators til nyt ambitiøst medieteam

22.09.2026 07:58

Vil du være med til at skabe fodboldcontent helt tæt på hverdagen i en professionel superligaklub?

AC Horsens er ved at opbygge et nyt medieteam, og i den forbindelse søger vi 2-3 dygtige content creators, der vil være med til at fortælle historierne om klubben, spillerne og kampdagene.

Vi har store ambitioner – både på og uden for banen. Som en del af vores mediestrategi vil vi skabe endnu mere originalt, personligt og engagerende content til vores fans og følgere i Horsens, Danmark og internationalt. Det betyder mere video. Mere behind-the-scenes. Mere personlighed. Og mere content, der bringer vores følgere tættere på spillerne og klubben.

Det er her, du kommer ind i billedet. Vi leder efter personer, der kan filme og fotografere på et højt niveau, men som også selv kommer med idéerne, der kan gøre en forskel fra første dag. 

Rollen
Du bliver en del af et ambitiøst medieteam, der skal være med til at løfte AC Horsens’ indhold og digitale tilstedeværelse. Stillingerne er som udgangspunkt på 10-15 timer om ugen, men med mulighed for at rollen kan udvikle sig i takt med, at vores medieafdeling vokser.

Du kommer til at arbejde tæt sammen med spillere, trænere og kommunikationsafdelingen. Vi arbejder efter princippet frihed under ansvar, hvor du får tillid, adgang og plads til selv at træffe beslutninger. Til gengæld forventer vi, at du tager ansvar og leverer.

Din primære opgave bliver at fange og skabe stærkt content – særligt video – fra træningspas, kampdage og livet omkring klubben. 

Det kan være, at du står med kameraet, når en spiller kommer fra banen efter en dramatisk sejr. At du fanger de små øjeblikke bag kulissen på træningsbanen. At du laver en TikTok eller Reel sammen med en af vores spillere. Eller at du spotter det øjeblik, der opstår ud af ingenting – og ender med at blive det content, alle taler om.

Dine opgaver
•    Filme og fotografere ved træningspas og hjemmekampe samt udvalgte udekampe 
•    Skabe personlige historier og behind-the-scenes-content med vores spillere 
•    Producere content til Instagram, TikTok og andre sociale platforme 
•    Bidrage til udviklingen af faste formater og nye contentidéer 
•    Fange de spontane øjeblikke og historier omkring klubben 

Hvem leder vi efter?
Du behøver ikke have ti års erfaring eller det perfekte CV.
Måske arbejder du allerede med video eller foto, måske er du stærk i begge dele – eller måske er du i gang med en relevant uddannelse inden for medier, kommunikation, film, fotografi eller marketing. 

Det afgørende er, at du forstår sociale medier, har et stærkt visuelt blik og ved, hvad der får folk til at stoppe med at scrolle.

Vi forestiller os, at du:
•    Kan filme på et højt niveau med mobil og/eller kamera 
•    Forstår TikTok, Instagram Reels og social-first content 
•    Har et stærkt visuelt blik og kommer med dine egne idéer 
•    Kan arbejde selvstændigt og levere til tiden 
•    Kan arbejde hurtigt, når situationen kræver det 
•    Kan være til stede ved træningspas og kampdage – også om aftenen og i weekender 

Og selvfølgelig er det en fordel, hvis du elsker fodbold – men det er ikke et krav.

Hvad får du?
Du får adgang til hverdagen i en professionel fodboldklub og mulighed for at skabe content med vores spillere, og du kommer helt tæt på træningspas, kampdage og alle de historier, der normalt udspiller sig, når kameraerne ikke er tændt.

Samtidig bliver du en del af et ambitiøst mediesetup, hvor der er plads til at eksperimentere, udvikle nye formater og føre dine egne idéer ud i livet.

Arbejdssted: Hybel Arena Horsens
Arbejdstid: Ca. 10-15 timer om ugen
Ansættelse: Timelønnet
Opstart: Hurtigst muligt

Interesseret?
Send os en kort præsentation af dig selv – og vigtigst af alt: Vis os, hvad du kan.

Det kan være din portfolio, din TikTok- eller Instagram-profil, videoer du tidligere har lavet eller bare 2-3 eksempler på content, du selv er stolt af. Vi er mere interesserede i din kreativitet end dit CV.

Send din ansøgning til Head of Communication & Branding, Nicolai Johansen, på [email protected]. Vi behandler ansøgninger løbende og ansætter, så snart vi har fundet de rette profiler.