AC Horsens forstærker sig med Casper Tengstedt

08.06.2021 15:01

Tengstedt er tilbage - kontrakt til sommeren 2024.

AC Horsens har skrevet kontrakt med Casper Tengstedt, der er købt fri af FC Midtjylland, og den talentfulde offensivspiller har skrevet under på en kontrakt, der løber frem til sommeren 2024.

Casper Tengstedt har det seneste år været udlejet fra FC Midtjylland til AC Horsens, hvor han var igennem en rigtig god udvikling i den seneste periode af lejeopholdet, og hans comeback vækker utvivlsomt glæde hos de gule fans.

Sports- og talentchef Niels Erik Søndergård glæder sig over, at den gode dialog med FC Midtjylland og Casper Tengstedt har resulteret i en permanent aftale.

- Casper Tengstedt er en rigtig dygtig fodboldspiller, og han har stadig et stort potentiale, som vi sammen skal forløse. Han har alle forudsætninger for at blive en profil for os i de kommende sæsoner, for han har de rigtige fodboldmæssige og menneskelige kvaliteter, og han er indstillet på at yde det, der skal til for at tage næste skridt, siger Niels Erik Søndergård.

Cheftræner Jens Berthel Askou glæder sig over, at han også fremover skal arbejde sammen med Tengstedt.

- Vi er rigtig glade for at have lavet en permanent aftale med en af de mest spændende offensive spillere i årgang 2000 og nyder i den forbindelse endnu engang glæde af et mangeårigt godt samarbejde med FC Midtjylland, fortæller Jens Berthel Askou og fortsætter:

- Tengstedt har taget et kvantespring i sin mentale og fysiske udvikling her i den sidste del af foråret, hvor han derigennem har vist det kæmpe og meget interessante potentiale, han har som både chanceskaber og afslutter. Han har i løbet af foråret fundet den rette balance mellem snuhed og elegance og arbejdsomhed og vilje, og vi forventer, at han bliver en stor profil i jagten på oprykning i den kommende sæson, lyder det fra Askou.

Casper Tengstedt ser frem til at fortsætte karrieren på Langmarksvej.

- Først og fremmest har jeg haft det sindssygt godt det seneste år i AC Horsens, hvor jeg har gode holdkammerater og er omgivet af gode mennesker i klubben, og jeg er glad for at bo i byen og møde ind hver eneste dag. Jeg skulle lige vænne mig til tingene, da Berthel kom til klubben, men det kom jeg efter, og det gav pote de seneste måneder af sæsonen, og jeg glæder mig til at bygge videre på det gode flow. Ambitionen er 100 procent at få AC Horsens tilbage i Superligaen i den kommende sæson, og jeg er sikker på, at det nok skal lykkes, siger Casper Tengstedt.