NT Horsens og AC Horsens præsenterer genanvendelig tifo
31.10.2022 07:48
Nordtribunen og stemningsafsnittet er helt gult, når AC Horsens-spillerne løber på banen mod Randers FC den 4. november.
Der er lagt op til et brag af en fodboldfest fredag den 4. november, når AC Horsens tager imod Randers FC på Nordstern Arena Horsens, for AC Horsens’ gode samarbejdspartner Horsens Folkeblad har købt kampen og inviterer hele Horsens til fodbold
De mange tilskuere på Nordtribunen og på stemningsafsnittet får udleveret gule veste, som skal bruges til tifo, når spillerne går på banen. Idéen er at skabe et gult menneskehav på stadion i stedet for kedelige sorte vinterjakker, og vestene er produceret i et genanvendeligt materiale. Det kræver blot, at tilskuerne efter kampen smider vestene i et af seks opstillede affaldsstativer til formålet, og herfra sørger NT Horsens for at vestene bliver genanvendt og omdannet til plastikposer.
Jesper Rasmussen er indehaver af NT Horsens, og han glæder sig til at se tifoen i brug.
- Nu prøver vi i første omgang ideen af om at skabe et gult menneskehav på Nordstern Arena Horsens, og så må vi se, om folk er med på ideen. Herefter kan vi måske sammen videre udvikle på vesten og eventuelt skabe nogle sjove tifoer eller andre sjove ting, siger Jesper Rasmussen.
Han er meget inspireret af udviklingen på stemningsafsnittet og den gode atmosfære, der er omkring kampene, og derfor har han valgt at støtte de gule fans.
- Vi er overbevist om, at stemningsafsnittet er point værd, når kampene skal afgøres, og det vil vi gerne støtte op om. Derfor har vi besluttet at give 5.000 kroner til stemningsafsnittet, så de får bedre mulighed for at videreudvikle den gode stemning, og vi fordobler det beløb til 10.000 kroner, hvis alle fans på Nordtribunen og på stemningsafsnittet tager godt imod de gule veste og søger for et gult menneskehav den 4. november, siger Jesper Rasmussen.