AC Horsens henter newzealandske Just i FC Helsingør
01.08.2022 08:59
Ny spiller i trøje nummer 27.
AC Horsens har forstærket offensiven ved at købe newzealandske Elijah Just fri af aftalen med FC Helsingør, og den teknisk stærke og hurtige kantspiller har skrevet under på en kontrakt, der løber frem til sommeren 2026.
22-årige Elijah Just skiftede fra hjemlandet til FC Helsingør i sommeren 2019 og har udviklet sig til at være en stor profil på Morten Eskesens mandskab.
Sports- og talentchef Niels Erik Søndergård glæder sig over, at AC Horsens endnu engang er lykkes med at tiltrække en talentfuld spiller med masser af potentiale.
- Elijah Just har spillet en forrygende sæson, hvor han virkelig har vist sig frem på det her sprudlende FC Helsingør-hold, og han var en af arkitekterne bag deres flotte grundspil. Han passer rigtig godt ind i vores strategi om at hente unge spillere med stort udviklingspotentiale, og vi er ikke i tvivl om, at vi sammen kan gøre ham til en dygtig superligaspiller i løbet af kort tid, siger Niels Erik Søndergård.
Elijah Just har tidligere gjort ondt på AC Horsens, og cheftræner Jens Berthel Askou glæder sig til at få gavn af Justs kvaliteter.
- Vi har ønsket at tilføre endnu en offensiv spiller for at styrke konkurrencen og bredden, og det er ikke fordi, at dem vi har ikke gør det fantastisk, for det gør de, men vi vil gerne have yderligere en spiller til de offensive positioner. Elijah Just har trods sine kun 22 år været en stor profil for FC Helsingør, og han har et stort uudnyttet potentiale. Han er A-landsholdsspiller og har iøjnefaldende kvaliteter. Han kan gøre ondt på modstanderen i både små og store rum, han afslutter godt med begge ben, og han kan angribe sin modstander på flere måder. Han er meget bevægelig, hurtigt tænkende og en spiller, der kan give os endnu mere dynamik. Han skal selvfølgelig bygge på i forhold til at vænne sig til vores måde at spille på og intensiteten i 3F Superligaen, men han er en spændende tilføjelse, der passer godt ind i vores strategi. Der har været stor interesse for ham – også fra andre superligaklubber – men vi er glade for, at han har valgt os, for han kan hjælpe os på både kort og lang sigt, siger Jens Berthel Askou.
Elijah Just ser frem til at fortsætte karrieren på Langmarksvej.
- Jeg er klar til et nyt og højere niveau i min karriere, og det giver perfekt mening at skifte til AC Horsens. Klubben har en god stab, og jeg kan virkelig godt lide spillernes mentalitet, der passer rigtig godt til mig. Jeg var i Aalborg for at se kampen i går, og jeg så et hold, hvor man for alt i verden ville holde nullet, og det var faktisk ret inspirerende. Jeg følte mig allerede som en del af holdet, og jeg glæder mig til at bidrage med mine kvaliteter. Jeg har selvfølgelig noget at arbejde med i forhold til at tilpasse mig spillestilen og lære holdkammeraterne at kende, men jeg vil gøre alt for at hjælpe holdet så hurtigt som muligt, siger Elijah Just, der får trøje nummer 27 i AC Horsens.