
Kristian Nielsen bliver næstformand for bestyrelsen i AC Horsens
19.06.2025 13:20
Kristian Nielsen indtræder i bestyrelsen som næstformand og stopper som administrerende direktør.
Kristian Nielsen har været administrerende direktør i over 10 år og hans indgående kendskab til klubbens værdier, drift og strategiske mål gør ham til et naturligt valg til posten som næstformand i bestyrelsen.
Kristian Nielsen har været glad for at stå i spidsen for AC Horsens, og han glæder sig over, at han fremover skal spille en stor rolle på bestyrelsesniveau.
- Det har været et privilegium at være en del af AC Horsens i de sidste ti år. Jeg ser det som en stor ære at træde ind i rollen som næstformand og fortsætte med at bidrage til en klub, der betyder så meget for mig. Tidspunktet er det rigtige i forhold til at give stafetten videre til den næste administrerende direktør, men jeg vil gerne fortsætte med at støtte klubben på bestyrelsesniveau. Jeg ser frem til det nye kapitel i mit liv, men jeg glæder mig lige så meget til at hjælpe med at identificere og støtte en ny ledelse, der kan tage de daglige tøjler og drive AC Horsens fremad. Jeg er glad for, at jeg skal være med i processen til at finde min afløser, siger Kristian Nielsen.
Efter mere end 10 år i direktørstolen stopper han altså, når hans afløser er fundet, men han vil fortsat repræsentere AC Horsens i Divisionsforeningen og DBU. Kristian Nielsens udnævnelse til næstformand afspejler ikke kun hans mangeårige engagement i AC Horsens, men også hans vision for klubbens fremtid.
- Vi er meget glade for, at Kristian har valgt at fortsætte i bestyrelsen som næstformand. Vi er kede af at se ham forlade posten som CEO. Hans dybe tilknytning til klubben, hans strategiske tankegang og hans utrættelige dedikation gennem de sidste ti år har haft en enorm indflydelse på AC Horsens. Vi glæder os til at bygge videre på det solide fundament, han har været med til at skabe, og vi ser frem til at fortsætte denne rejse med ham som en del af klubbens bestyrelse, siger bestyrelsesformand Bill Binnie.
AC Horsens begynder nu at lede efter en ny administrerende direktør, der kan videreføre det gode arbejde, Kristian Nielsen har skabt fundamentet for gennem mange år, og den kommende administrerende direktør skal også fremadrettet arbejde med at styrke klubben gennem en kommerciel udvikling og et fortsat stærkt lokalt engagement. Disse to komponenter vil fortsat være centrale grundpiller i AC Horsens.