AC Horsens forlænger med Morten Ekberg

28.01.2026 09:00

Siden skiftet fra FC København til AC Horsens har Ekberg udviklet sig markant, og det bliver nu belønnet med en kontraktforlængelse.

Morten Ekberg tog springet fra FC København til AC Horsens som U17-spiller i sommeren 2024, og kort efter blev han rykket op i Young AC Horsens-truppen.

Siden har han taget markante skridt med et højt niveau til træning og stærke præstationer i U19 Ligaen, og han har netop skrevet under på en kontrakt frem til sommeren 2027.

Det glæder Claus Troelsen, der er akademichef i AC Horsens, for han roser Ekbergs kvaliteter på og uden for banen.

- Morten Ekberg har gennemgået en eksplosiv udvikling gennem det seneste års tid – særligt fysisk og mentalt – og han er gået fra at være en spiller, der primært havde sine kvaliteter i offensiven til at være en spiller, der også kan dække flere positioner. Nu kan han også spille back eller wingback, for han er løbestærk, stærk i duellerne og er generelt blevet mere komplet. Han har været iøjnefaldende med sine præstationer i U19 Ligaen og indgår også i vores transitionsplaner med førsteholdet, hvor han har gjort et godt indtryk. Han har udviklet sig til at være en kulturbærer og sætter en høj standard for træningsmiljøet på og uden for banen og er blevet et samlingspunkt. Han er altid frisk på at give en hånd med, og han favner bredt, og det har vi altid sat stor pris på i AC Horsens, siger Claus Troelsen.

Morten Ekberg trives i det gode miljø på Langmarksvej og glæder sig til at fortsætte karrieren i den gule trøje.

- Jeg har valgt at forlænge min kontrakt med AC Horsens, fordi jeg er glad for at være her. Vi har et godt træningsmiljø, og jeg har det godt socialt i klubben og i skolen. Det har været nemt at skifte fra FC København til AC Horsens på grund af menneskerne i klubben, og jeg har udviklet mig i den rigtige retning. Det skal jeg fortsætte med, og det kunne være fedt at få debut på førsteholdet, siger Morten Ekberg.